Under vores ophold i Rosora oplevede vi 3 bryllupper og 2 begravelser. At undgå at bemærke det, var en umulighed.  Kirkeklokkerne markerede normalt hver halve og hele time, samt spillede en længere melodi kl. 7 morgen og 19 aften. Når der var bryllup fik den lige en ekstra tand. Klokkerne bimlede og bamlede i et væk mindst 15 minutter.  Vi blev alle dagligt, mindet om den katolske kirkes indflydelse på det lille samfund. Den italienske kirke går meget op i selve forkyndelsen. Der var fulde huse hver søndag. Der hvor jeg kan få en opfattelse af at det halter, er når snakken falder på kirkens engagement i borgernes dagligdag. Skriftestolen bliver stadig brugt, som den direkte vej til præsten. Man kan nemt få en opfattelse af at den katolske kirke står tilbage, i forhold til den danske folkekirke. I et lille samfund hvor kirken betragter sig selv som indbyggernes nærmest fortrolige, efter familien, virker det underligt på mig at de faresignaler der kan være, bliver overset eller ignoreret. Efter blot et par dage i Rosora, bemærkede jeg et par på, 35 – 40 år. Han, velklædt, men lurvet. Hun smart, som de fleste italienske kvinder, normalt kan være det. Mercedes , dejlig hus og stor forretning i Ancona. Jeg havde bemærket hans hang til dobbelt whisky kl. 10 om formiddagen, mens kvinden blot stod, som forstenet ved hans side. Hendes øjne var uklare og lidt tillukkede. Hun havde bestemt ikke kun fået sig en tår over tørsten. Nej der var med sikkerhed tale om noget stærkere, som ikke blev indtaget i flydende form. Jeg husker desværre ikke en dag, hvor jeg ikke så dem påvirkede. En formiddag hørte vi en ambulance komme op til byen, manden var faldet om, død af et hjertetilfælde. I et samfund med så tætte forbindelser, hvor borgerne holder et vågent øje med hinanden, vælger de så bevidst at overse signalerne. De så da det samme som mig. Måske netop i sådan et lille samfund burde der være taget hånd om problemet i god tid. Med al den respekt borgerne viste ham efter sin død, tænker jeg på om man ikke kunne have gjort mere for ham mens han var i live.

Google Analytics