Flugten fra huset var velbegrundet og tiltrængt. Manglen på vand, varme og komfort drev os til det. Man kunne naturligvis ikke tillade sig at være kræsen, når man havde valgt at deltage i et så omfattende renoveringsprojekt, som kørte syv dage om ugen, i to måneder, men efter 4 dage uden varmt vand, var det vigtigste på menuen, et ordentligt bad og en ren seng. Der var kun tale om en kortvarig fraflytning, som skulle give os mulighed for endelig at få vasket støvet ud af håret. Bare at kunne lægge sig i rent sengetøj, uden at følte det som en tur på stranden, med et alt for lille håndklæde, var ren luksus.
Huset var gennemhullet som en si, fra kælder til kvist. Murbrokkerne tårnede sig op på alle etager. Man kunne ikke sætte sig noget sted, uden at mærke støvet dale ned og lægge sig på en, som nyfalden sne. Det eneste badeværelse, som stadig fungerede, havde efterhånden set sine bedste dage. Efter intensiv brug fra 8 deltagere og ikke mindst 6-8 håndværkere, var det på det nærmeste sundhedsskadeligt at bruge. Her ville ikke engang ISS kunne følge med. Et beskidt, gennemhullet badeværelse, med huller på op til 40 cm i diameter og ingen dørkarme, gjorde badeværelsesbesøg til en halvoffentlig fornøjelse.
Vi overnattede på Croce del Moro (www.crocedelmoro.it). Et lille agriturismo, med masser af dyr, en legeplads, en pool og en restaurant, placeret midt mellem vinmarkerne, 4 kilometer fra Rosora. Den gamle del af restauranten var rigt dekoreret med historiske familiebilleder og billeder fra lokalområdet. Kiggede man ekstra godt efter, kunne man overraskende nok også finde politiske personligheder fra en hedengangen tid. Mussolini og en anden let genkendelig personage med skrårem, som vistnok regerede Tyskland i 40`erne hang side om side med oldemor. Som ejeren Luigi sagde ”det er jo vores historie, om vi kan lide den eller ej”. Det er ikke ligefrem den type personligheder, man kan forvente at støder på, når man er ude og spise. Jeg vil bare nøjes med at kalde det, italiensk for viderekomne. Stedet var velbesøgt af såvel lokale, som tilrejsende italienere. Restauranten var en succes ovenpå nogle hårde dage i huset. Menukortet bestod af solid italiensk husmandskost. Vores favorit var Ravioli de Tartofu. Ravioli med trøffelsovs, som blev efterfulgt af kraftige italienske pølser og til slut toppet op med desserten Tiramisu. Os som ikke fik den bedste omtale i kokkeskolen, venter med længsel på Eva`s nye kogebog ”Min italienske drøm”. Måske indgår Ravioli med Trøffel som en af retterne. Til interesserede findes der mange links på nettet, som netop beskriver hvordan denne ret tilberedes.
Ost, olie og skinke, det er lige mig. Hvis det kommer fra Italien kan jeg bare ikke få nok, men man skal være opmærksom på kvaliteten. Der findes stadig mange varianter. Testen gik som jeg havde håbet på. Endelig et område hvor kokken ikke kunne sætte en finger på mig. At det blev belønnet med et sekstal, på grund af Mettes fravær, viser at kokken og jeg aldrig rigtig kom på talefod.
Adeles kaffeinvitation var en forfærdelig misforståelse. Aftalen var ikke til at gå fejl af og det var bestemt ikke manglende vilje, som gjorde at vi blev væk. For at undgå at hænge enkeltpersoner ud i denne blog, vil jeg blot fortælle at en person (bekendt i TV produktionen) havde accepteret at give Adele besked om, at vi desværre måtte aflyse kaffebordet. Det skete ikke.
Finn startede på den gamle dør til huset. Projektet trak mildt sagt ud, og det var ikke længere muligt at sætte døren bare midlertidig op. Første nat uden døre i 'huset uden døre' gik uden problemer. Mafiaen, tyvene og de fulde folk udeblev. Aftenen efter blev jeg mod sædvane ikke iagttaget af det hemmelige råd, men derimod af den lokale ræv, som frejdigt stod og logrede med halen 5 meter fra mig. Jeg lagde ud med at fægte med armene og råbe højlydt – selvfølgelig helt uden den ønskede effekt. Den forstod simpelthen ikke dansk. Prøvede derefter med en håndfuld grus, som den blot rystede af sig. Så gik den vilde jagt ellers gennem byen. Ind og ud mellem huse og biler. Klokken et om natten. Hvad tænkte jeg dog på. På tredje aften var ræven nået helt op til terrassen i sin søgen efter føde. Det blev en hård kamp for Casper. Tøjstativ og murbrokker fløj rundt. Ned kom den til sidst, men ikke uden at efterlade sit visitkort - på toilettet.
Alle beslutninger om møbler blev truffet i plenum, ingen kan sige, at de ikke fik muligheden for at blive hørt. Alle var enige med Josephine om, at et valg af autentiske møbler ville være at foretrække. Det var det muliges kunst at få pengene til at slå til. Med et budget på omkring 6000-8000 euro til møbler var der ikke plads til de store armbevægelser og slet ikke til indkøb af antikviteter. Opgavens omfang var nærmest uoverskuelig for os. Desværre var det kun Bettina og Mette, som frivilligt valgte at tage turen til Ikea. Ingen andre ønskede at deltage i et projekt med så begrænsede muligheder. Ikea var en løsning, som næsten gjorde alle tilfredse. Dem, som med tiden skulle overtage huset, kunne til enhver tid udskifte møblerne uden at lide det helt store tab. Pigernes anstrengelser blev belønnet med dårlig omtale og lave karakterer. Godt jeg holdt mig fra det projekt.
Alle var mere eller mindre klar til at tage hjem i torsdagens program. Den snak havde vi alle taget aftenen før. Skulle man hjem, var det nu. At det så var Erik og Bettina, som jeg anså som de største kapaciteter, der blev dømt ude, var rigtig ærgerligt.
