Vi danskere har så travlt med, at de indvendige rammer skal være i orden.  Varme, el og vand skal bare virke og være perfekt. Det er noget, vi har lært hjemmefra.  Det betød reelt, at vi brugte alt for mange penge på de skjulte installationer. Vi skulle helt klart have lagt vægten andetsteds. Der er ikke det, som ikke kan lade sig gøre med en varmeblæser og en stikdåse, på stikdåse, på stikdåse…
 
Finn har sin helt egen underfundige måde at tackle de problemer, som opstår undervejs. Gennem sit valg som husets revisor, skabte han helt nye dimensioner til begrebet regnskab. Finn forsøgte sig flere gange med begrebet ”orange”, men italienerne var ikke modtagelige, men ikke mindst var han god til at holde kortene tæt ind til kroppen, når det gjaldt oplysninger om vores budgets lasede tilstand. Vi løb alle lidt fra det økonomiske ansvar – det lå jo trygt i Finns hænder.

Kommunen udstak retningslinjerne for hvilke farver der kunne vælges til husene i byen. Vi fik udleveret et farvekort, med de farver som kunne vælges. Man kan roligt sige, at vi valgte en toning, som lå lidt uden for kortet. At jeg skal have æren af at have valgt den første farve, vi gav huset, er helt fint. Jeg opfatter dog, at alle beslutninger blev taget i fællesskab, og at Finn skulle hjembringe en farveprøve. Ikke 40 liter færdigblandet maling! Det gik alligevel fint, og farven virkede fortrinligt som grundmaling. Beboernes modvilje omkring den endelige farve var måske forståelig. Den virkede meget rød, men i lyset af det italienske vejr, må det forventes at den afskaller og falmer og over tid får et mere rustikt udseende. Byens huse er præget af pastelfarver, som ingen af os tændte på. Hvorimod de mere klare farver, som bliver brugt i Norditalien, var at foretrække.  
 
Man skal lægge øre til meget, uanset om man er italiener eller dansker. Her kommer 4 danske par og invaderer en lille uspoleret italiensk bjergby, hvor alt mere eller mindre har stået stille, siden barbarerne stod på ringmuren. Beboerne har deres faste traditioner og rutiner, og ikke engang 8 danskere skal lave om på det. Der er ikke mange tegn på fornyelse her. Jeg tror, at vores ankomst til Rosora er det største kulturchok, beboerne har fået i nyere tid. Hvordan vil vi selv gerne opfattes af andre. Nogle gange må man knibe sig selv i armen for ikke at falde i samme grøft som enkelte personer i det hemmelige råd. Danskere kan være meget lidt åbne og nogle gange direkte fordomsfulde over for mennesker, som vælger at slå sig ned i Danmark. Så er beboerne i Rosora så meget anderledes end gennemsnitsdanskeren. Jeg tvivler.