Høstfesten var arrangeret af det lokale kooperativ Moncaro. Det var et super godt arrangement, og som taget direkte ud af Godfather. Vejret var fantastisk, små 25 grader, og der blæste en mild vind. Vinbønderne ansætter sæsonarbejdere fra det sydlige Italien til at deltage i vinhøsten. De betales 4-5 euro i timen. Når vindruerne er modne, har bønderne kun et meget kort vindue til at nå at få plukket alle druerne. Det må ikke være for varmt eller for fugtigt, men ikke mindst skal druerne have opnået den rigtige modning. Efterhånden som vinen gled ned, gik bølgerne højt, og den italienske løssluppenhed fik en ekstra tand. Det kan ikke have været nemt at forsætte dagens arbejde efter al den gode vin. En af pigerne hviskede til os: ”det skulle de gøre hvert år”. Gad vide om de kun gjorde det for vores skyld.
Vi blev normalt undervist i italiensk i kirkens lokaler. Rummet blev brugt som pulterkammer for inventar, adskillige Madonnaer og Jesus’er, som havde set bedre tider. Alle disse antikviteter havde nu fået ugentligt selskab af 8 danskere. Murene var meter tykke og med til at holde varmen ude. Vi frøs som hunde i de højloftede lokaler, hvilket påvirkede koncentrationen. Derfor valgte vi at gennemføre undervisningen udenfor i solen. Det hjalp, ud over det sædvanlige. At vi fik lov at køre en Ape, gjorde ikke undervisningen dårligere. Ape betyder Bi og bruges normalt til små korte transportopgaver. De støjer, oser og er direkte livsfarlige. Mange ældre borgere bruger Apen som deres foretrukne køretøj, og der er noget hyggeligt over at se et ældre ægtepar komme susende forbi med et overlæs af frugt og grønt. Finn havde set pointen. Han var flere gange oppe på to hjul i de skarpe sving – nøjagtig som forventet af italienerne.
Sprogbarrieren med vores lærerinde på kokkeskolen kom fuldt til udtryk i dette program. Jeg havde dagen forinden desværre stiftet bekendtskab med italiensk kogekunst af den dårlige slags. Erik havde valgt at blive hjemme, hvilket jeg nok også burde have gjort. Jeg er normalt ikke sippet, og det kan måske for nogen virke mærkeligt, at man ikke har lyst til at fjerne indvolde, når man har det dårligt. Havde vi bare skulle lave noget andet, var det nok gået lidt bedre.
Frokost til håndværkerne var brillant og et rigtig godt træk. Et fantastisk arrangement, som Hanne og Finn fik stablet på benene. Til alt held lå der en Ikea i Ancona, som var udstyret med alle de vigtigste Skandinaviske produkter. Sild, øl, snaps, leverpostej m.m. Det tog virkelig kegler. Godt gået.
Hvad går der dog af Det hemmelige råd. En turistchef som ønsker os alle hen, hvor peberet gror, det får man ikke mange besøgende til Rosora af. Hvor er initiativerne og visionerne henne. For mit eget vedkommende har kontakten til turistchefen begrænset sig til høflighedsfraser – hun talte desværre kun italiensk. Måske var det netop derfor, hun mente, at vi alle burde sendes hjem.
Mette og jeg takkede i flere omgange nej til kaffeinvitationer fra borgerne i Rosora. Ikke fordi vi bevidst ønskede at få en mærkat klistret på os som dem, der holdt sig for sig selv og ikke ønskede at tale med de lokale. Nej, udelukkende af respekt for projektet og de 6 andre deltagere.
Så var der jo sagen omkring de famøse døre, som vi i første omgang afbestilte, idet de fyldte alt for meget i vores budget. Dørene i huset var af typen, som man finder i et hvilket som helst dansk parcelhus. Hule døre med indlæg af pap og fineret på overfladen. Monteret med pyntelister, fremstod de gamle døre som et dårligt forsøg på at fastholde husets alder og sjæl. Aftalen om dørene faldt først endelig på plads efter lange forhandlinger om prisen. Prisen blev aftalt til 400-500 euro pr. dør. Med udgangspunkt i den pris havde vi en klar opfattelse af, at dørene var massive, formstøbte døre med udskæringer, som vi havde fortalt i vores første oplæg, at vi ønskede. Overraskelsen stod malet i øjnene på os, da dørene endelig ankom. Dørene var fuldstændig identiske med de døre, der allerede sad i huset, bortset fra pyntelisterne. Skuffelsen var stor. Hvorfor udskifte de eksisterende døre med døre magen til de gamle? Et hvilket som helst velassorteret byggemarked i Danmark er leveringsdygtige i den type døre til en pris på under 1000 kroner pr. dør. Formstøbte døre kan man købe til en lidt højere pris. Det er mildt sagt, hvis jeg fortæller, at vi følte os fuppet – men som Sergio understregede ”Vi er ikke i Danmark”. Hvordan kunne sådan en misforståelse ske? Havde den rabat, vi havde forhandlet os frem til, forvandlet dørene til et typisk standardprodukt. Jeg forsøgte, uden held at tage diskussionen med arkitekten Sergio, som var blevet hastetilkaldt, da krisen brød ud . ”Støbte døre i MDF”, fnøs han. Er du klar over, at de svulmer op, når de bliver våde. All right, vi havde nu tænkt os, at de skulle overfladebehandles og lakeres. Diskussionen blev afsluttet på en for os danskere, usædvanlig siciliansk måde. Ingen ønskede at tabe ansigt for åben skærm. Sergio forklarede os om de nye døres fortræffelige lydisolerende egenskaber, men da dørene var fabrikeret uden dørtrin og gabte op til 2 centimeter forneden, gav det ikke meget mening, at resten af døren var isoleret. Derfor blev alle dørene afmonteret og tilrettet med en metalskinne i bunden, som gjorde, at alle dørene lukkede helt tæt. Det var langt fra den løsning, vi havde forventet og håbet på. En fornuftig person har fortalt mig, at man skal vælge sine kampe med omhu. Tiden var knap, autoriteten og respekten omkring Sergio gjorde det endelige udfald. Den var ikke gået 2000 kilometer højere mod nord.
Fandt denne reklame, blandt stakken af fældet svensk regnskov. Celledøren i venstre side, øverst, er identisk med dem vi fik leveret. Forskellen er dog at den pris døren koster i kroner, er lavere end end vores pris i euro, i Italien. Lidt snydt må man gerne føle sig. 495 kroner for den massiv MDF dør lige under celledøren, var det vi forventede.
