Der var stress på, dagene før de første gæster skulle ankomme. Arbejdspresset var ikke blevet mindre, efter vi havde mistet Bettina og arbejdshesten Erik. Huset lignede ikke noget som tilnærmelsesvis kunne nå at blive færdig til tiden. Værelserne var ikke møbleret, og der lugtede kraftigt af maling i hele huset. Alle gjorde en rigtig stor indsats for at nå at blive færdige. Finns bekymringer omkring tidsplanen viste sig at være ubegrundede. Udfordringen blev tacklet ved at tilbyde gæsterne et andet B&B, hvis de ønskede det. Vi puklede på at gøre det hele klar og blev heldigvis færdige lige til gæsternes ankomst.
Mette og jeg stod for aftensmaden, men da gæsterne var forsinket 1–2 timer, blev det til en mindre blandet fornøjelse. Kold Bruschetta og en pastaret som måtte holdes varm, spiller slet ikke.
 
Hvorfor Finn skal fremstilles som en person, som slapper lige lovlig meget af, forstår jeg ikke helt. Finn var god til at give den gas på sin helt egen måde. Mens nogen valgte at sove længe om morgenen, var Finn altid oppe og lavede morgenbord til dem, som havde en anden søvnrytme. Han var en rigtig god igangsætter og havde derfor konstant alt for mange bolde i luften. Jeg fungerede oftest som hans personlige sweeper, der gjorde hans projekter færdig. Loftet blev ikke, som vist på TV, malet samme dag, men over flere dage og aldrig helt færdig. Jeg er lidt ærgerlig over, at Hanne og Finns retræte fra huset fik så meget opmærksomhed i dette afsnit. Vi er alle individer, som deltog, med hver vores ballast og erfaring. At netop dette emne fik så meget opmærksomhed i programmet, fremstiller alle deltagerne mindre målrettede.
 
Roberto-vand var en bandit. Gav du manden en hammer, gik han agurk. Der var ikke det ubrugelige hul, Roberto bankede, som muremesteren ikke lukkede efter ham. Jeg kunne godt have en mistanke om, at Roberto, ved at fremstille os som synderne, der havde fyldt nedløbet med cement, plastic og pap, dækkede over den reelle grund. Om det er tilfældet, bliver et gæt, men da vi ikke rørte ved frisk cement eller lagde fliser i badeværelset, tror jeg, han holdt sin hellige hånd over nogle af håndværkerne. Til gengæld monterede han i bedste italienske stil afløbet til håndvasken i badeværelset for lavt til, at vandlåsen passede. Det betød, at den store hammer endnu engang kom i brug, efter rummet var gjort klar til gæsterne.
 
Møblerne som stod i huset, virkede på afstand autentiske, som vores gæst Charlotte sagde. Bordet trængte til mere end en kærlig hånd og fremstod med sine mange skjolder og ringe, måske lidt for autentisk efter min smag. En ny overfladebehandling havde ikke været nok. Stolene skulle ombetrækkes. Noget, vores økonomi ikke kunne tåle. Stolene var ikke antikke, men derimod fremstillet med indlagte skygger og patina og derefter lakeret.
 
Naturligvis er der sorte penge i Italien. Man kan da ikke fornægte, at landets måske største økonomi tilfalder mafiaen. At vores italiensklærerinde bliver stødt over Finns lidt alternative prisforhandling, får kun smilet frem på mine læber. Fornægter hun også Italiens sorte økonomi. 
 
Jeg troede, at spørgsmålet omkring det famøse bidet for længst var glemt. Arkitekten Sergio gjorde i starten et stort nummer ud af at fortælle os om vigtigheden af det bidet og gjorde sig store anstrengelser med at fortælle om italienernes renlighed. For italienerne er et bidet mindst lige så vigtig som et toilet, for danskere giver det bare en ekstra forretningsgang og et større vandforbrug. Uanset hvor jeg har opholdt mig i Italien, har der altid været et bidet. Jeg var desværre den eneste som insisterede på bidet på alle badeværelser. De italienere som skulle vælge at lægge turen forbi Rosora, skulle gerne komme forbi igen. Vi var trods 6 ugers ophold i Italien stadig danskere,- bidet blev på ægte dansk vis demokratisk nedstemt. Et rigtig dårligt træk

Julius fødselsdag blev afholdt på behørig italiensk maner. Bettina og Erik var flinke til at stå for lagkagerne. Unge som gamle var mødt op i baren.Julius ønskede, genert som han er, ikke alt for meget opmærksomhed, så han valgte at skrue ned for charmen og kun være på stikkerne hver gang en ny pakke dumpede ned i hans skød. Italienerne elsker børn ud over det sædvanlige. Måske fordi de ikke selv har så mange af dem. De børn, der er, bliver der passet godt på. Udendørsaktiviteterne er stærkt begrænsede. Ingen skovbørnehaver her. Børnene bliver altid afleveret rene og velklædte – og sådan bliver de også hentet af forældrene om eftermiddagen. Rosoras børnehave havde ingen legeplads. Alle aktiviteter skete indendørs. En enkelt gang så jeg børnene blive lukket ud i flok, men kun på en gåtur, hånd i hånd.


Lidt misundelig måtte man blive, da vi skulle på forkælelsestur. Pigerne blev hentet i limousine af den italienske smør-hårs-kok og TV stjerne Alessandro Borghese. Italiens Jamie Oliver look-a-like. Hvad der skete på pigernes tur, må stå hen i det uvisse. Jeg har desværre kun tilegne mig meget begrænsede oplysninger og er stadig lykkelig uvidende. Der kan dog ikke herske tvivl om, at Alessandro på det nærmeste forsøgte at tage livet af mig ved senere på aftenen at servere rødt svinekød, specielt til mig.

Vi drenge jublede til gengæld da vi blev inviteret ind på det lokale vinkooperativ (www.moncaro.it) Her stod den på lækre delikatesser og bedst af alt adskillige udsøgte vine, som vi blev testet i med bind for øjnene. Igen viste det sig, at italienerne havde med en kender at gøre. Der blev ikke svaret forkert på en eneste dråbe.