Det er jo fantastisk. Her gik vi og sparede på pengene, talte hver en euro. Alligevel var vi totalt blanket af - og det i en sådan grad, at kreditten i baren blev betalt individuelt. Nu melder spørgsmålet sig: røvede Josephine en bank eller brugte hun af egen mønt, da hun købte de længe efterspurgte antikviteter. For der kan ikke herske tvivl om, at pengene ikke kom fra vores kassemester Finn. Måske havde Josephine sin egen private velgører.
Der var i alt fald mere end én person, som var rasende over at vi ikke fik samme tilbud. Hvis alle deltagerne havde fået adgang til det samme beløb, havde vi købt præcis de møbler, vi alle tørstede efter, og der havde stadig været penge til reparation af soklen på huset, en våd tur i byen og til betaling af vores bar-regning, som havde sprængt alle rammer. Det var lidt for nemme Adele-point.
Italienerne elsker fester, uanset anledningen og ugedagen. Fester med et team er udbredt over hele Italien. Heldigvis blev der i afsnittet ikke vist at vi i anledning af høstfesten, Festa dela Sappa, var inviteret til at deltage i det årligt tilbagevendende skuespil. Rollespil med orker, elverpiger og riddere i rustning, er bestemt ikke min stærke side. Den lokale skuespillegruppe havde på forhånd uddelt roller til os alle. Heldigvis fik jeg af personlige årsager, hurtigt byttet lidt om på rollerne. Vores roller var uden replikker – tror vi ville være blevet grinet ud af byen, havde vi forsøgt os på italiensk, foran hundrede vis af tilskuere. For italienerne er den type historiske skuespil som vi deltog i, en meget seriøs sag, som ikke bare overlades til en flok skøre danskere. De går op i det med liv og sjæl. Hele deres nationalitet og historiske ophav, er på spil. Som deltager i skuespillet, måtte jeg gribe mig selv i at betragte tilskuernes entusiasme, i stedet for at spille min rolle. Jeg fik næsten fornemmelsen af at det var mig som var tilskuer.
Finn for pokker, turistchefen forstod altså slet ikke din markedsføringsplan. Man får næsten mistanke om at hun har bestemt sig for, ikke at ville forstå den. Naturligvis bør alle gæster, som plasker med vand efter et toiletbesøg, forbydes adgang til huset. Mindre renlige gæster fra Skandinavien er naturligvis velkommen. Hun ville simpelthen ikke forstå at du sigtede efter markedsføring i Skandinavien, men at det var en selvfølge at du ville tager mod alle gæster, uanset statsborgerskab og toiletvaner. Måske havde et skilt til huset ”Gæster af alle nationaliteter er velkommen” løst hårknuden.
Jeg følte mig på det nærmeste hensat til fjerne asiatiske himmelstrøg, da vi blev inviteret til middag med alle Rosoras borgere. Karaoke baren var åben, der var disket op til bondebal – og den lokale karaoke charmør var ”fresh” og tilknappet. Heldigvis havde jeg som altid Mette med til at holde i hånden. Hun gik ikke af vejen for en så simpel udfordring. Karaoke, det er jeg simpelthen for genert til, eller måske hænger det bare sammen med, at jeg ikke har en tone i livet. Jeg skulle i alt fald ikke lokkes op på scenen, med mindre vi absolut ville have gæsterne til at løbe skrigende væk. Efter at mureren Michael og bartenderen Stefano havde tævet mig gennem et længere krydsforhør, valgte jeg lige så stille at liste udenfor til ungdommen, som havde taget opstilling i behørig afstand af larmen og de falske toner.
Italienerne er gode til at tale højt og bruger flittigt hænder og arme til at understrege deres mening. Os sprognørder kunne med fordel drage nytte af den italienske tegnsprogskultur. Det gav kommunikationen en ekstra dimension, som hjalp flere af os. De bruger armene intensivt og tiltagende, når diskussionerne tiltager. Man må i enkelte tilfælde gå i dækning for at undgå et blåt øje. Heldigvis havde sproglæreren inviteret Franco ”Rosoras talende vandfald” og det sparede os for at bruge stemmebåndet for meget den dag.
Her gik jeg lige og troede at jeg vidste noget om kaffe, indtil jeg vanen tro, blev sat på plads af eksperten. Ikke fordi at jeg betragter mig selv, som den store kaffenørd, men fordi jeg foretrækker en god kop kaffe, lavet på en god bønne, frem for 10 kopper dårlig kaffe, lavet på kaffemaskine og hældt på termokande. Jeg må erkende, at jeg fejlede macchiato`en. Dårlige undskyldninger er der nok af, men trods mine mange rejser i Italien har jeg aldrig indtaget en macchiato. Enten har den stået på en godmorgen espresso eller en eftermiddags cappuccino. Syntes ellers jeg havde luret macchiatoen meget godt af nede på den lokale bar. For personer, som ikke har prøvet det, kan jeg stærkt anbefale italiensk tankstationskaffe. Den er ud over det sædvanlige. Der findes ikke den tankstation, som ikke sælger legetøj til at holde børnene beskæftiget de næste 1000 kilometer, delikatesser med et bredt udbud af italienske specialiteter, Ferrari-tøj til dem, som ikke har råd til bilen - men ikke mindst rigtig god kaffe. Husk at kaffen som regel koster mindre, hvis den indtages stående.
